IT-glade danskere

Videnskabsministeriet

23/09-2003

Danskerne har for alvor taget de nye informations- og kommunikations-teknologier til sig i hverdagen. - Effektiv it-anvendelse giver produktivitetsgevinst i virksomheder og offentlige myndigheder. - Markant skævdeling af Danmark målt på beskæftigelse og lønsum i it-erhvervene. - Trods massiv forsknings- og udviklingsindsats halter it-branchen bagefter med patenter.

Det fremgår af it-status 2003, som udgives af Danmarks Statistik i et samarbejde med Videnskabsministeriet.

- De nye tal viser, at danskerne for alvor har taget de nye informations- og kommunikationsteknologier til sig i hverdagen. Hver mobilkunde sender eksempelvis to sms-beskeder hver dag. Og i de to år, jeg har været videnskabsminister, er adgangen til internet fra de private hjem steget fra 60 procent i 2001 til 70 procent i 2003, siger videnskabsminister Helge Sander.

- Jeg hæfter mig også ved, at hver fjerde dansker har handlet på nettet inden for den seneste måned. Og at hver fjerde dansker har brugt nettet til at søge informationer om sygdom og sundhed.

Til gengæld viser den årlige it-status, at danskerne langt fra har taget mulighederne for uddannelse på nettet til sig endnu. Beskedne syv procent af virksomhederne med internetadgang anvender nettet til e-læring, og kun 16 procent af danskerne har benyttet internettet til kurser og uddannelse.

- Jeg fremlægger senere på efteråret regeringens it- og telepolitiske handlingsplan, hvor vi blandt andet vil præsentere initiativer, der kan give udviklingen inden for e-læring et skub i den rigtige retning, siger Helge Sander.

Videnskabsministeren gør også opmærksom på analyserne i it-status 2003 af effektivitetsgevinst ved it-investeringer:
- Øget it-anvendelse styrker produktiviteten i erhvervslivet. Men analysen viser også, at den positive effekt af de avancerede it-systemer først kommer, når organisationen tilpasses de nye it-systemer.

- Det svarer godt til resultaterne af digitaliseringsprocessen i det offentlige. Hver anden myndighed, der har omlagt arbejdsgangene i forbindelse med digitalisering, opnår en frigørelse af ressourcer og en effektivisering. Mens kun én ud af tyve myndigheder får frigjort ressourcer, hvis de ikke omlægger arbejdsgange mv.

- Både for erhvervslivet og for den offentlige sektor gælder altså, at det ikke er nok blot at købe computere og andet hardware. Medarbejderne skal have den nødvendige viden, for at man kan få fuldt udbytte af investeringerne, og vi skal blive bedre til at omlægge arbejdsgange i organisationen, siger Helge Sander.

- Desværre viser tallene, at it-erhvervene fortsat i meget høj grad er koncentreret i hovedstadsområdet og Nordsjælland. Både målt på beskæftigelse og lønsum halter Vestdanmark bagefter, hvilket understreger behovet for regeringens jysk-fynske it-satsning og et stærkt regionalt samarbejde om effektiv anvendelse af it.

- En international sammenligning af landenes ansøgninger om europæiske patenter viser endvidere, at Danmark ligger i bund, når man ser på, hvor stor en andel it-patentansøgningerne udgør.

- Derfor vil jeg gerne invitere branchen til en dialog om, hvad vi kan gøre for at styrke patentarbejdet og denne del af it-erhvervenes aktivitet. Kan de offentlige forskningsmiljøer og teknologiske serviceinstitutter yde en håndsrækning, vil det være til gavn for indtjeningspotentialet i it-erhvervene, siger Helge Sander.




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site